<%@LANGUAGE="JAVASCRIPT" CODEPAGE="65001"%>
Melting Love Records
Sunes Teke er:
Sune Køter:
Vokal + bouzouki
Joachim Robert Hvid:
Oud
Anders Eriksen: Santouri
Anders Theilmann: Akkustisk guitar, kor
Sunes Teke:
I Sunes Teke åbner Sune Køter dørene op til mellemkrigstidens græske slumkvarterer, og trækker lytteren ind i den orientalske storbyblues "rembetiko"'s psykedeliske orientalske undergrundssange om udstødelse, livets kvaler og eskapistiske dybder.
Musikken er langsom, skæv og stærkt orientalsk, og sangene er en blanding af tro oversættelser af traditionlle rembetikosange fra 30'erne's Grækenland og nyskrevne fra Sunes hånd i samme stil, der med udgangspunkt i den nærorientalske virkelighed a la Piræus havn 1933 kredser omkring livet i storbyen i al dens pragt og gru.
Sune Køter har igennem sin blanding af arabiske fraseringer, mellemøstlig amané improvisation og de danske multikulturelt prægede sangtekster skabt sin egen vokale stil, støttet op af hans spil på det traditionelle rembetiko-strenge instrument bouzouki, som sammen med Anders Theilmann på guitar, Anders Eriksen på santouri og Joachim Robert Hvid Oud danner det psykedeliske orientalske lydtæppe i "Sunes Teké".
Sune opdagede rembetikoen i en odysee til Grækenland for at finde de skæve toner, og endte med at komme i lære hos en gammel rembetis og bouzoukispiller, der indførte ham i bouzoukispillet og den arabiske musiktradition, som han tog med sig hjem, og dannede det hedengange rembetikoband "Manges Nargilé", der oversatte en række af de gamle rembetikosange til dansk og udgav det legendariske live-album "Vandpibens Stemme".
LIVE fra Grøntsagen, Christiania. Musikken starter ca. 1 min inde
Rembetikoen opstod i de multikulturelle og kriminelle miljøer der opstod i mellemkrigstiden i de græske storbyer efter at 1 million bådflygtninge var kommet ind fra tyrkiet, og forsøgte at integrere sig i det græske samfund, hvor græske fængselssange og arabisk tonalitet og intrumental virtuositet blandet med social indignation og udstødelse skabte den stilart der af mange bliver kaldt "den græske blues". Mange af flygtningene var virtuose musikere fra tyrkiet, der var gået fra en stjerne karriere i deres hjemland, til en forarmet flygtningetilværelse med kæmpe arbejdsløshed, og den nye musik begyndte at dukke op omkring de tyrkiske kaffe/hash-cafeer Teke'erne, og mødet imellem dem og den tradition for græske fængsels- og hashsange, blev de marginaliseredes stolte skrig fra et liv i fattigdom, fremtidsløs beruselse og galgenhumoristisk samfundspessimisme.
