Rembetiko:

Rembetikoen opstod i de multikulturelle og kriminelle miljøer der opstod i mellemkrigstiden i de græske storbyer efter at 1 million bådflygtninge var kommet ind fra tyrkiet, og forsøgte at integrere sig i det græske samfund, hvor græske fængselssange og arabisk tonalitet og intrumental virtuositet blandet med social indignation og udstødelse skabte den stilart der af mange bliver kaldt "den græske blues". Mange af flygtningene var virtuose musikere fra tyrkiet, der var gået fra en stjerne karriere i deres hjemland, til en forarmet flygtningetilværelse med kæmpe arbejdsløshed, og den nye musik begyndte at dukke op omkring de tyrkiske kaffe/hash-cafeer Teke'erne, og mødet imellem dem og den tradition for græske fængsels- og hashsange, blev de marginaliseredes stolte skrig fra et liv i fattigdom, fremtidsløs beruselse og galgenhumoristisk samfundspessimisme.

Manges Nargilé:

"Manges" er slang og kan ovesættes med "homeboys" eller "rødder", og er et ord der konstant går igen i de gamle tekster. Betegnelsen dækker over en subkultur der omgærdede rembetikoen, en kultur der klædte sig provokerende, levede fra hånden og i munden og dyrkede beruselsen i musikken og i fællesskabet omkring deres nargilé.

"Nargilé" er et andet ord der går igen i næsten alle de gamle rembetiko-sange, og er et arabisk låneord der betyder "Vandpibe", men bliver i rembetiko-sammenhænge altid brugt synonymt med at ryge hash. Hashrygningen var meget udbredt i mellemøsten i 30'erne, og blev bl.a. praktiseret i de mange "Tekes", tyrkiske (med tiden ulovlige) kaffe-barer hvor man kunne få en kop kaffe og en stor vandpibe med den bedste tyrkiske hashish.